Vi er en nation af brokkehoveder

Nedenstående indlæg er blevet bragt i Politikken Søndag den 25. september

Nogle gange kan man godt få det indtryk, at vi danskere har udviklet os til at være en nation af ureflekterende gedigne brokkehoveder.

Det virker rent ud sagt, som om vi ikke ønsker udvikling og fremskridt her i vort gamle fædreland, men blot tænker tilbage på dengang, vi alene var et samfund fyldt med blomstrende stokroser, gamle stråtækte bindingsværkshuse og hestetrukne køretøjer.

Når jeg tænker tilbage på, hvilke spændende og fremsynede initiativer der har været fremlagt og er blevet debatteret – ja, blot i de seneste 30 år – findes der vel næppe det, som danskerne ikke har brokket sig over.

BYGGEBROK. Danskerner vånede sig ved udsigten til en fast forbindelse over Storebælt. I dag er forbindelsen bredt accepteret, mener debattør. FOTO: ADRIAN JOACIN

Lad mig blot nævne eksempler på de projekter, som jeg lige umiddelbart kan komme i tanke om:

• Amaliehaven i København, indviet 1983 – som dengang forårsagede stor debat og kritik.
• Storebæltsforbindelsen, der heldigvis – men bestem ikke uden sværdslag – blev vedtaget i Folketinget i 1986 og stod helt færdig i 1998.
• Øresundsforbindelsen mellem Danmark og Sverige, nærmere bestemt Amager og Skåne, der til trods for bl.a. en række miljøorganisationers massive protester – helt ubegrundede, viste det sig – fordi man frygtede, den ville skade havmiljøet – blev indviet 2000.
• Krøyers Plads, Christianshavn – højhusene, der efter massiv modstand i 2005 desværre alligevel ikke blev til noget, til trods for den fantastiske og utraditionelle arkitektur.
• Metroen til Københavns Lufthavn, der gudskelov blev åbnet i 2007, selvom mange – særligt på Amager – var voldsomt imod, at den ikke blev gravet ned på en del af strækningen.
• Skulpturen ’Store Robert’, tegnet af den afdøde danske kunstner Robert Jacobsen, som skulle have stået ved indsejlingen til Københavns Havn, blev droppet i 2008 – men nu lader det heldigvis til, at den alligevel opsættes i Aarhus.

Og nu er det så, den planlagte betalingsring (et uskønt ord – ville selv hellere have haft, at S-SF havde markedsført dette initiativ som en ’trængselsafgift’) for, at køre ind i Københavns centrum, der hos mange vækker massiv modstand, uanset at det fungerer i bl.a. Stockholm og London, og som om noget vil mindske udslippet af CO2 og dermed forhindre, at i tusindvis af københavnere skal døje med luftvejsinfektioner – ja endda en alt for tidlig død for mange.

Hvor er danskernes positive syn og ønsket om fremskridt og udvikling blevet af? Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Men jeg er jo også blot en ganske almindelig borger her i denne engang så stolte nation.

»Den bedste måde at forudsige sin fremtid på er ved at skabe den selv«; citat John Evan-Jones.

 ooOoo

 

Opfølgning (Det som ikke blev sendt og derfor heller ikke trykt i Politikken):

Nu er vilkårene for at få bragt et debatindlæg i Politikken naturligvis den, at man skal begrænse sig. Det har så i dette indlæg resulteret i, at jeg alene har forholdt mig til danskernes tendens til at brokke sig over snart sagt, hvad som helst. Lad mig understrege, at jeg bestemt intet har imod en kritisk tilgang til forandringer for naturligvis bliver der besluttet meget skidt.

Men jeg kan alligevel godt savne, at man havde en lidt mere positiv tilgang til eksempelvis by-, trafik- og miljøudvikling, og det er det jeg ikke synes mange danskere har – det er det jeg kritisere. Det virker på mig som om, mange siger ja til dette og hint, blot det ikke lige kommer til at lægge op ad min baghave. Og så er det, at intet sker, at vi ikke som samfund udvikler os og følger med tiden. Så er det vi bliver nostalgiske og skure tilbage til tiden med stokroser, stråtækte bindingsværkshuse og gammeldag landsby ”idyl”.

Derfor var og er min intension med debatindlægget blot, at vi alle lige stopper lidt op, reflektere lidt over det som planlægges – også i vores by, vores baghave – for så er det planlagte måske alligevel ikke så skidt endda. Men for guds skyld lad os tage debatten, men tage den med afsæt i at være mere positiv og fremadskuende. Kun derved opnå et – noget nær – perfekt samfund (hvis altså, et sådan findes)?