DR (Danmark Radio) har gjort det igen! I en hel uge i efterårsferien kunne jeg hver aften sætte mig til rette i sofaen, med en dejlig varm kande økologisk grøn Darjeeling te fra Perch’s og en pakke af de efterhånden forhadte farlige og usunde cigaretter, trykke på power knappen og stille ind på DR K.
Under tema ugen kunne man, hver aften opleve transmissioner fra europæiske operahuse og se og lytte til hele syv forskellige forestillinger. Jeg kan kun sig tak – det er altid dejligt at få fuld valuta for ens licenspenge. Det for mig interessante ved ugen var, at jeg ikke alene fik set/lyttet til forestillinger jeg som førtidspension ellers normalt har råd til at opleve LIVE, hvor end jeg ellers klart ville have foretrukket muligheden for at være fysisk tilstede i rummet.
Selvfølgelig faldt ikke alle syv forestillinger lige i min smag. Særligt svært var det at holde min interesse fanget da man fredag aften sendte den nyskrevne dansk opera af Bo Holten ”Livlægen” fra Det Kongelige Teater. Men smag og behag er som bekendt forskelligt!
Dermed ikke sagt, at de øvrige to forestillinger fra Det Kongelige Teater, Händels Partenope, og Richard Wagners “Tannhäuser”. Det var bestemt transmissioner som jeg nød i hele sin udstrækning. Ja, jeg tillod mig endda, at skue lidt ekstra højt op for volumeknappen (undskyld kære naboer).
Nu ønsker jeg på ingen måde, at forklejne vores hjemlige nationale scene, så langt fra. Men den for mig suverænt største opera oplevelse fik jeg, da man transmitterede Donizettis lyriske operatragedie i tre akter: ”Roberto Devereux” i en opsætning fra München Nationalteater fra 2005. Det bliver den, der for mit vedkommende løber med mine fem største stjerner. Om det så skyldes, at der var tale om en opera, jeg end ikke anede eksisterede, skal jeg lade være usagt. Men det var en helt i gemmen sublim og super oplevelse af fantastiske sangere, et velspilende orkesteret og en spændende scenografien – alt i absolut verdens klasse.
Operaen handler om Jarlen af Essex, (Robert Devereux), der er i 1601 vender hjem fra Irland til en anklage om forræderi og som den engelske dronning, Elizabeth 1., er dybt forelsket i, samtidig med at hun har en mistanke om, at han elsker en anden. Og som det ofte i operahandlinger, tilbyder hun naturligvis at skåne hans liv, hvis han afslører navnet på hendes rivalinde. Det nægter Robert selvfølgelig så derfor må han, som det lige så forudseligt sker i en opera, slutte med at han må gå den lange vej til skafottet.
Men nok om DR’s temauge, for det er egentlig ikke den primære årsag til at jeg har sat mig til tastaturet. Nej min bevæggrunde stikker dybere!
De fleste har nok set tv-reklamen, hvor skuespilleren Henning Jensen fortæller om en mareridts uhyggelig og grim drøm, hvori han siger: ”Jeg havde en besynderlig drøm i nat. Det hele brændet – det var grusomt og smukt” og hvor vi som tilskuer ser, Det Kongelige Teaters Gamle Scene på Kongens Nytorv brænder. Tv-reklamen slutter med, at en anden skuespiller, hvis navn jeg med skamme ikke lige kan se hvem er, senere i garderoben spørg Henning Jensen ”brænder det stadigvæk? ” Svaret forbliver ubesvaret!
Lad os for alt i verden håber det aldrig kommer til at overgå, hverken dette gamle smukke traditions- og sagnomspændende hus, eller for den sags skyld, et hvilken som helst anden kulturel bygning, hverken bogstaveligt eller i overført betydning.
Som alle andre er også jeg fuldt opmærksom på, at Danmark, Europa og USA m.fl. pt. gennemlever en dyb gældskrise. Nu er jeg oprindelige ikke uddannet i økonomi, men blot som en ganske almindelig og jævn kok. Så derfor vil det være lidt vel useriøst, hvis jeg forsøgte mig ud i en større udredning elle analyse om hvorfor og hvad, der er den dybere årsag til den finansielle og økonomiske krise som har ramt verden. Dog burde det vel ganske tydeligt for enhver, at Danmark lykkeligvis ikke er nær så hårdt ramt som eksempelvis Grækenland, Irland, Spanien, Portugal eller Italien.
Desværre er det oftest sådan, at det være en endog særdeles vanskelig opgave for de nationale regeringer, at få sine befolkninger til at forstå og accepterer, at selv om der på mange områder må og skal findes besparelser, omprioriteres og rationaliseres på mangt og meget – og det i en sådan grad vi ikke har set magen til i nyere tid. Men lad for alt i verden ikke disse økonomiske udfordringer ramme kunst og kultur området. For selvom hver en krone naturligvis, må og skal drejes og vendes indtil flere gange inden den bruges, så er slut facit når det gøres op, at den samlede udgift til en aktivt, varierende og alsidigt kunst og kultur liv, når alt kommer trods alt handler småpenge.
Derfor er min appel, ikke kun til den nye regering, men til hele Christiansborg og alle landets kommuner, frihold for alt i verden kunst og kulturstøtten for besparelser. For hvad er det, der såvel på kort, men ikke mindst på lang sigt, giver en nation sin selvforståelse og national stolthed? Jo, det er, at man kan tilbyde sine borgere et bredt aktivt, alsidigt kunst og kultur liv til glæde og gavn for enhver, hvad enten der er tale om enkelt mennesker eller om samfund i al almindelighed. Kunst og kultur er, om noget medvirkende til, at vi udvikler og forny os ud fra ønsket om at tilbyde netop et bedre liv for den enkelte samt et endnu mere sammenhængende, tolerant og mangfoldigt samfund end det vi har – nu og i fremtiden.
Netop den viden, og de politiske prioritering har man i årtier haft i bl.a. to lande vi ellers normalt ikke sammenligner os med.
Et eksempel er Letland. Jeg er så heldig at have en kæreste, som er bosiddende i Riga, og han fortalte mig for nogle år siden, at noget af det første politikkerne i Letland besluttede sig for, efter at man i 1991 igen blev en selvstændig nation så var det netop, at prioritere brug af statslige midler ikke kun til en tiltrængt istandsættelse og restaurering af deres forfaldne og i sovjettiden misligholdte operahus, men så sandelig også kunst og kulturlivet i sin bredeste forstand. Begrundelsen, som jeg har forstået det, var den, at man netop gennem et aktivt, bredt og forskelligartet kunst og kulturliv så har mulighed for at genopbygge og fremme ens nations selvforståelse. Og jeg tror faktisk på det var rigtigt set, uden jeg dog dermed skal kloge mig vanvittig meget på, hvilke resultater man siden Letland har opnået ved at træffe denne beslutning.
En ting ved jeg dog, og det er, at når jeg er i Riga, så lægger jeg altid vejen forbi Operaen i Riga, for med deres billetpriser – en god plads kan købes for, hvad der svare til 35 – 50 kr. – har i hvert fald jeg råd til at betale – og det med glæde. De lave billetpriser har jeg endda betydet, at nu ikke kun går til operaforestillinger men endda har oplevet et par ballet forestillinger i det samme hus. Noget for blot få år siden aldrig i min begrænsede fantasi troede jeg skulle få så stor interesse for.
Mit andet eksempel handler om Venezuela, hvor man i årtier gennem deres berømte musikundervisningssystem for børn og unge ”El Sistema”. Et ”system” som er blevet et forbillede også for mange andre lande. Som jeg har forstået det, så handler ”El Sistema” om, at man på nationalplan satser endog mange penge på netop at styrke musikundervisningen, primært blandt landets deres mange fattige børn og unge. Den Venezuelanske politik gå i al sin enkelhed ud på, at ethvert barn eller ung imens han eller hun går i skole får udleveret et musikinstrument, og at man gennem en intensiv og opprioriterede musikundervisning bl.a. har opnået det resultat, at mange kommet væk fra blot at hænge ud på gader, stræder og på plader for blot at lave ingenting, eller i værste fald kaste sig over kriminalitet. Man har ved at satse massivt på musikundervisningen opnået det, at mange børn og unge ikke kun oplever, at de har fået noget (et musikinstrument som de passer på), men ”systemet” har også givet dem en stærk følelse af et socialt fælles- og kammeratskab med sine klassekammerater og en stolthed, måske særligt nok når man lader disse børn og unge optræde med skolekoncerter i det lokale samfund.
Og for de – og det er en hel del – hvor det viser sig, at de har et helt særligt talent så har tilbudt dem en plads på Simon Bolivar Konservatoriet, hvormed de således har haft mulighed for at skabe sig en karriere indenfor musiklivet. Det gælder bl.a. for den nu verdens berømte 38-årige tenor Aquiles Machado, der allerede som 16-årige havde hans debut i 1996 i Venezuelas hovedstad Caracas, hvor han sang en af de klassiske Bel-canto-roller ”Nemorino” i Donizettis opera ”Elskovsdrikken”. Hurtigt nåede rygtet om hans talent vidt omkring, og i 1998 sang han samme parti på Washingtons National Opera, hvilket siden blev begyndelsen på i første omgang hans amerikanske karriere, hvor han nu synger de store italienske tenorpartier som fx ”Rodolfo” i Puccinis La Bohème. En rolle, der i øvrigt også blev hans debut på New Yorks Metropolitan Opera i 2003. og senere er det så blevet til en international karriere igen da han i 2007 debuterede på selveste Scala Operaen i Milano.
Så for mig handler kunst og kultur altså om mangt og meget. Det handler bl.a. om splittelsen mellem sex og kærlighed til en fortælling fra kunstneren til beskueren. Og det hvad enten vi taler om, film, koncerter, musik, ballet, skuespil, billedkunst, skulpturer mv. eller, som jeg her primært har fokuseret på, den klassiskmusik og på den klassiske opera. For Kunst og kultur er et evigt gyldigt dilemma mellem kunst, passion, lidenskab, arbejde og så drømmen om, at vi ”alle” kan leve et lykkeligt, nærværende og indholdsrigt liv, hvad enten man er barn, teenager, voksen eller ældre. Derudover handler kunst og kultur også om et stærkt socialt fællesskab og et tilhørsforhold på tværs af nationalitet hvad enten man eksempelvis er dansk eller kommet her til landet fra et andet land. Kort sagt, kunst og kultur handler for mig om, at give mulighed for at de der ønsker at leve i nuet, og ikke ønsker sig tilbage til tiden fra dengang, hvor verdenen var af lave, kan få den mulighed.
Derfor er det mit håb, at vores nye kulturminister og alle hans kollager på trods at partitilhørsforhold på Christiansborg vælger, at opprioriterer såvel ved den kommende 2012 finanslov såvel som de kommende, at man lever op til det man i øvrigt kan læses på Kulturministeriet egen hjemmeside, hvor man (her dog i en let omskrevet form) beskriver kulturbegrebet således:
- Kultur ikke er noget, man har. Kultur er noget, man gør.
- Kultur er noget, som skabes mellem mennesker.
- Kultur altid er i forandring, og det handler ikke om én persons handlinger begrundet i personens kulturelle baggrund, men om at give plads og rum til at lade en lang række andre faktorer spiller ind, som eksempelvis køn, alder, uddannelse og ikke mindst kreativitet.
Kunst og kultur er altså ikke et simpelt spørgsmål om, hvad man selv kan se, men det handler om hvad man kan få andre til at se. Og hvor ville det være flot og stort, hvis vi i her 50 året for etableringen af vort danske Kulturministeriet, med Socialdemokraten Julius Bomholt som verdens anden udnævnte kultur minister i verden – (Franskmændene kom naturligvis først, da præsident Charles de Gaulle i 1959 oprettede verdens første Kulturministerium, med udnævnelsen af forfatteren André Malraux som Kulturminister) – alle besluttede os for at leve op til disse ord.
Meget har naturligvis ændret sig i de 50 år der er gået siden Julius Bomholts udnævnelse som Kulturminister. Vi har siden haft mange vidt forskellige ministre siddende i Kulturministeriet, nogle naturligvis mere markante end andre, for sådan fungere et demokratisk samfund nu engang.
Når jeg kaster et tilbageblik på de efterfølgende 18 kulturministrere så er der klart nogle, der har formået og løftet opgaven bedre end andre. Jeg tænker umiddelbart på Hans Sølvhøj, Bodil Koch, Kristen Helveg Petersen som værende dem der brændte særligt for kunst og kultur herhjemme, om end de dog næppe opnår samme niveau som Niels Matthiasen, der i to omgange sad som kulturminister (1971-1973 og igen fra 1975-1980). Men siden 1980 og til nu synes jeg ikke ærlig talt ikke at Kulturministerposten – og det er muligt skrevet med urette, men så håber jeg på tilgivelse – rigtigt har været besat med ministre, der sådan for alvor brændet netop for et bredt, alsidigt, mangfoldigt kunst og kulturliv i herhjemme. Særlig grældt gælder det for tre af de fire konservative ministre Grethe Rostbøll (1990-1993), samt katastrofen af dem alle Brian Mikkelsen (2001-2008) men også Carina Christensen (2008 – 2010). Om Per Stig Møllers korte tid som Kulturminister ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om, for på den post sad han kun i så kort tid.
Nu er Kulturministerposten så besat af den radikale Uffe Elbæk (personligt have håbet på socialdemokraten Mogens Jensen). Men Uffe Elbæk skal naturligvis som nyudnævnt Kulturminister have en fair chance for, at vise hvad han indeholder. Han har bestemt gjort det godt tidligere på en række andre områder. F.eks. da han i Århus blandt andet en af initiativtagerne til kulturudvekslingsprojektet Next Stop Sovjet og uddannelsen KaosPiloterne og siden da han i København var direktør for den internationale sports- og menneskerettigheds begivenhed World Outgames i 2009 (Homo OL).
Det kræver blot, at han griber muligheden og ikke tøver eller fortsætter som han er startet, ved at kommen med nogle for mig at se, helt uforståelige udtalelser om, at han hellere ser institutioner nedlagt frem for at beskære dem.
Så personligt synes jeg ikke han er kommet godt fra start – men som nævnt, Uffe Elbæk skal have en fair chance, for som han også har udtalt: “Jeg tror på dialog, fællesskabet og at Danmark bør indgå i forpligtende internationale relationer. Det er vigtigt, at kulturinstitutionerne åbner sig over for samfundet, når nye målgrupper og fortæller nuancerede historier”.
Lad min afsluttende appel være, lad os en gang for alle, prioritere og vægte kunst og kulturlivet og løfte området så de, som påstår at det kun er noget for de velhavende og for den finkulturelle ”klasse” komme til den erkendelse, at det er forvrøvlet sluder, hvilket også Julius Bomholt” udtalte allerede før han blev udnævnt som Danmarks første Kulturminister tilbage i 1950’erne: ”Vi ved, at kunsten har holdt flyttedag. Den er ikke længere knyttet til et fåtal af rigmandshjem, men til folket og dets institutioner”.
Men det forudsætter naturligvis at vi (befolkningen og politikerne) vil kunsten og vil kulturen! Og at vi som samfund ofre og investere i det som det nu engang koster, frem for også at lade dette område blive ramt af den økonomiske og finansielle globale og nationale krise.
oo0oo
Nye kommentarer