Antallet af fattige personer er siden 2001 årligt steget med 11.000 personer under den borgerlige VKO regering. Det viser en undersøgelse som Arbejderbevægelses Erhvervsråd netop har offentliggjort. Det betyder, at over en kvart million danskere i dag lever under den økonomiske samarbejdsorganisation OECD’s fattigdomsgrænse – hvilket vil sige at de har mindre end 250 kroner om dagen at leve for (efter skat), til betaling af husleje, el, vand, varme, mad og andre fornødenheder.

 

Nuvel det skal for retfærdighedens skyld nævnes, at tallet ”kun” er 173.000 personer, hvis man ikke medtager de studerende, da de jo reelt er i en selvvalgt situation.

 

Men hvad der er nok så bemærkelsesværdigt er, at omkring hver fjerde af disse personer nu har levet i reel fattigdom i mere end 3 år. Og det er netop det stigende antal langtidsfattige, som er bekymrende, vurderer Finn Kenneth Hansen fra Center for Alternativ Samfundsanalyse. »De bor jo i et hus, børnene får tøj på kroppen. Men de kan ikke få sund mad, børnene kan ikke deltage i aktiviteter, og man har måske ikke råd til internet. Til sidst fører det til social isolation« siger han til Politikken.dk.

 

Det synes jeg ganske enkelt ikke, at vi i et land som Danmark kan være bekendt! Ideal samfundet må da være et Danmark, hvor vi i fællesskab arbejder for at gøre samfundskage større, så alle – de velhavende såvel som de fattige – får et større stykke af kagen. Og her hjælper det efter min mening ikke med en skattereform, hvor det igen er de velhavende der får mest.

 

Som socialdemokrat ønsker jeg et samfund, hvor der er brug for alle, hvor enhver har ansvar for sig selv og for alle andre. Et samfund hvor vi i fællesskab og solidaritet skaber rammerne for, at ethvert menneske har en værdig og kan noget som de er gode til. Men det kræver naturligvis, at vi anerkender at de socialt udstødte og nødstedte skal have en hjælpende hånd.

Børn fra fattige familier skal ifølge Socialdemokraternes valgoplæg have mulighed for at få betalt skolemaden af det offentlige. – Foto bragt på Politikken.dk den 17. marts. 2009 – Fotograf: PELLE RINK

I kommunalpolitik er der meget man ikke kan gøre! Vi kan eksempelvis ikke gøre noget ved den borgerlige starthjælp, 300 timers regel eller skattereform. Men som kommune kan vi trods alt noget – og det er netop også det vi i socialdemokratiet i København, har valgt i vores kommunale fattigdomsudspil der indeholder fem punkter: 

 

• Gratis skolemad til børn, der vokser op i fattige familier, og hvis forældre ikke har råd til at give dem madpakke med i skole.
• Et års gratis medlemskab af en sportsklub til børn, når de er fyldt 10 år (er allerede sat i værk i Nordvest-kvarteret).
• Differentieret brugerbetaling på de ældres kommunale mad, således at ældre med sparsomme indtægter slipper billigere end andre ældre.
• Offentlig gratis gældsrådgivning for at imødegå, at stadigt flere mennesker er kommet i økonomisk havsnød – blandt andet som følge af finanskrisen.
• Billigere og sundere ældre mad.

Om den billigere ældre mad siger Anne Vang til Politikken.dk: »Alting er blevet dyrere, og det rammer ikke mindst de ældres pengepung. Det har uheldige konsekvenser for de mennesker, der må nøjes med at leve på folkepensionens grundbeløb«.

 
»Vi ser desværre, at mange ældre på den måde bliver småt spisende, og derved rammes på sundheden. Og det er dem, vi gerne vil hjælpe. Ikke dem, der klarer sig fint og har råd til at tage på solferie med børnebørnene«, siger Anne Vang.

 

Som socialdemokratisk kandidat ved kommunevalget den 13. november har jeg selv været med til at komme med bidrag det kommunale valgprogram, der skal endeligt vedtaget på vores delegeret møde den 28. marts. Og lad mig her allerede afslører, at jeg på mødet vil arbejde for at den mad vi serverer i såvel vores børneinstitutioner, folkeskoler, på plejehjemmene og som vi bringer ud i de ældres hjem i høj grad også skal være mere økologisk.

 

Men dog er det vigtigste i denne sammenhæng naturligvis, at vi i København først og fremmest tager hånd om de socialt udstødte og mange fattige københavnere. Kun dermed kan vi som kommune medvirke til, at få knækket den kurve, der årligt siden 2001 har betydet 40.000 flere personer, der lever i reel fattigdom. 

 

Frank Bentin, kandidat (A) til Københavns Borgerrepræsentation 2009

”Ingen kan gøre alt – men alle kan gøre noget”