Fredag var jeg inviteret til fernisering på Galleri Asbæk ved Kongens Nytorv. Normalt er det Jacob Asbæk der driver dette spændende galleri, men han har denne gang valg at udlåne lokalerne til sønnen Martin, der står for ”matinasbækprojekts”.

 

Nu vil jeg på ingen måde betegne mig som nogen kunstekspert. Min interesse for kunst begrænser sig udelukkende til at se om jeg synes værket er spændende at se på og om det giver mig en personlig oplevelse. Jeg har ikke så meget forstand på hvilke teknikker kunstnere benytter sig af, ligesom jeg heller ikke er specielt god til at analysere et billede eller en skulptur.

 

Jeg synes hovedsageligt om nyere moderne nonfigurative kunst. Jeg er altså bare ikke til de gamle klassiske værker, hvor man kan se hvad motivet forestiller. Jeg får væsentlig mere ud af at se og opleve de værker som sætter gang i min fantasi. Men ved gårsdagens fernisering fik jeg nu alligevel en ny og anderledes oplevelse.

 

Martin Asbæk udstiller nemlig fotokunst af Martin Liebscher, og her kan man sagtens se hvad det forestiller – eller kan man? Denne tyske kunster benytter nemlig primært sig selv som objekt i sine værker, men han gør ved at gentager det en lang uendelighed. Bl.a. et værk som Martin Liebscher kalder en narcissistisk udgave af genren gruppebillede for ”Family Photos”.  I et andet værk– lavet specielt til denne udstilling – står Martin Liebscher på scenen i Arne Jacobsens berømte Bellevue teater i Klampenborg og fotografere sig selv som publikum i salen. Iført det samme blå jakkesæt indtager han forskellige positurer og attituder – som var der tale om individuelle personer eller uendeligt mange sider af personen Martin Liebscher.

Martin Liebscher - Bellevue

Som nævnt er min viden om kunst særdeles begrænset, men jeg fik bestemt en rigtig god oplevelse af at besøge udstillingen i Bredgade, og vil klart anbefale at man lægger vejen forbi udstillingen der slutter den 20 september.

 

Som jeg skrev i indledningen var jeg inviteret til denne fernisering, hvilket hænger sammen med at jeg i foråret købte et billede malet af Bent Holstein, som nu hænger i min stue. I første omgang var jeg faldet for et andet maleri af Bent Holstein, men desværre havde jeg ikke plads (og råd) til dette maleri. Men Jacob Asbæk var så venlig at finde en række andre billeder af samme kunstner frem til mig som han hængte op i sit galleri. Og, ja så fald jeg altså for dette – lidt ældre – smukke billede, som jeg hver gang jeg ser på det bliver i utroligt godt humør af.

Bent Holstein - 1994