Traditionen tro holdt Socialdemokratiet 6. og 7. kreds i går Skt. Hans aften i Bellahøj Parken i området, hvor det gamle amfiteater ligger. I år var også Socialdemokratiets Ungdom (DSU) med til at stå for arrangementet. Vi har stået for dette årlige og velbesøgte arrangement siden 1957.
Udover levende musik, var der mulighed for at købe øl, vand, kaffe, sandwich og kage. Desværre svigtede den bagermester der normalt står for at lave dejen til snobrød, som mange børn eller er rigtigt glade for, men vores formand lover, at det vil der igen være i 2009.
Derudover havde den omkring 1.200 – 1.500 fremmødte lejlighed til at tale med de lokale medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation Anne Vang, Jesper Christensen og borgmester Jacob Haugaard.
Konferencier var vores nyvalgte folketingsmedlem Yildiz Akdogan, der levende fortalte om bl.a. historien bag det at vi i Danmark afholder Sankt Hans fest. Årets båltalere var først formanden for DSU Peter Hummelgaard og medlem af europaparlamentet socialdemokratiet Britta Thomsen.
Der var i år lidt færre deltagere end normalt, hvilket nok skyldes at vejrguderne havde bebudet kraftig blæst og regnbyger. Det var også en rigtig kold fornøjelse at stå der og dele sanghæfter ud og sælge festtegn til 10,- kr. stykket. Nu er der ingen købetvang da det er helt gratis at deltage i vores Sankt Hans Fest, men der var nu rigtigt mange som købte dette lille mærkat, for at støtte op omkring det lokale Socialdemokrati.
Varmen kom først da der virkelige kom gang i det meter høje Sankt Hans Bål. Det fik i hvert fald flere af de fremmødte til at rykke nogle ekstra meter baglæns, i mens de bl.a. sang midsommervisen.







