Som vi læste om eller så i de gamle barndoms film så plyndrede vores helt Robin Hood gerne de rige og velhavende for derefter, at videregive byttet til samfundets fattige og udstødte.
Er den ny Robin Hood rød, grøn eller er han blevet blå?
Fint nok at regeringen vil gøre sit til, at det for flere kan betale sig at arbejde mere – det lyder da også klogt og tiltagende nok. Mere uldent lyder det dog, når skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) i en kronik i Berlingske skriver, at man samtidig er klar til at tage livtag med fattigdomsdiskussionen ved at gøre det mere attraktivt at arbejde, så de studerende og førtidspensionisten og andre på lave overførelsesindkomster intet ser ud til at få glæde af ved en kommende skattereform, som regeringen barsler med.
Derfor ser den flig af det kommende skatteudspil umiddelbart ud som en klar ”omvendt Robin Hood”, med en klar manglende social profil som reelt øger den sociale ulighed.
Erkendt – det skaber undren hos mig og sikker også hos de af os, der i årevis har kæmpet for, at få en ny regering, med bl.a. ekstra skatter til millionærerne – og for min skyld så men også gerne boligejerne.
For er det ikke netop de lavt uddannet og os på overførelsesindkomster, der i forvejen næppe har råd til at køre i miljørigtige nye biler med må kommer frem ved at benytte den offentlige trafik? Er det ikke i de svageste samfundsgrupper at vi finder flest rygere? Og er det ikke netop os, der ikke har økonomi til at købe økologi men ofte må ty til det fede hakkede kød og måske trøster os lidt vel meget med at spise søde sager. Alt sammen områder der fra årsskiftet er pålagt stigninger og så mange øgede afgifter, at vort økonomiske frirum i den grad er blevet mindre – ja så meget mindre, at vi vel efterhånden kun har valget imellem at stemme på DF eller Enhedslisten.
Så kære Thor – foreløbig ser den flig af regeringens kommende skatteudspil altså derfor ud til at blive er en klar OM’er!
Jeg synes faktisk Politikkens leder den 10. januar var en god og nøgtern vurdering af S-SF-R regeringens første 100 dage, også selvom der rent mediemæssigt (og vel også blandt mange af os der ønskede og stemte på en ny regering) mest har været fokus på de vel mange ”løftebrud”.
100 - Det har mildt sagt været en uelegant start, men regering kan stadigvæk nå at vise sit værd. Foto: JACOB EHRBAHN
Selv har jeg også været skuffet, men det skyldes mest af alt den forrige regerings uansvarlige økonomiske politik med bl.a. et underskud på 100 mia. kr. frem for de 85-90 mia. som de sagde Danmark havde.
Mest kritiske er jeg dog overfor den ny regerings uansvarlige besparelseskrav overfor det Kgl. Teater, også selv om de er mindre end det som den tidligere regering havde lagt op til i deres Finanslovsforslag. Men der har ved Gud også været positive udspil, om end det også har skabt voldsom debat og er i en helt anden grøft. nemlig at det nu langt om længe ser ud til vi kommer med på den positive ligestillingsbølge når det handler om, at vi fra engang i foråret/sommer vil tillade rigtige kirkelige vielser af os homoseksuelle.
Positivt har det også været at man insistere på indførelse af en betalingsring, så vi kan få mindsket trafikken i København og igen ånde uden fare for liv og helbred.
Så min opsummering er vel den, at det korte og lange er, at jeg tror på det nok skal komme til at gå. Og når vi engang i 2015 igen skal til stemmeurnerne tror og håber jeg, at så vil det vise sig, at regeringen heldigvis vil blive genvalgt – og det gerne med endnu flere mandater.
DR (Danmark Radio) har gjort det igen! I en hel uge i efterårsferien kunne jeg hver aften sætte mig til rette i sofaen, med en dejlig varm kande økologisk grøn Darjeeling te fra Perch’s og en pakke af de efterhånden forhadte farlige og usunde cigaretter, trykke på power knappen og stille ind på DR K.
Under tema ugen kunne man, hver aften opleve transmissioner fra europæiske operahuse og se og lytte til hele syv forskellige forestillinger. Jeg kan kun sig tak – det er altid dejligt at få fuld valuta for ens licenspenge. Det for mig interessante ved ugen var, at jeg ikke alene fik set/lyttet til forestillinger jeg som førtidspension ellers normalt har råd til at opleve LIVE, hvor end jeg ellers klart ville have foretrukket muligheden for at være fysisk tilstede i rummet.
Selvfølgelig faldt ikke alle syv forestillinger lige i min smag. Særligt svært var det at holde min interesse fanget da man fredag aften sendte den nyskrevne dansk opera af Bo Holten ”Livlægen” fra Det Kongelige Teater. Men smag og behag er som bekendt forskelligt!
Dermed ikke sagt, at de øvrige to forestillinger fra Det Kongelige Teater, Händels Partenope, og Richard Wagners “Tannhäuser”. Det var bestemt transmissioner som jeg nød i hele sin udstrækning. Ja, jeg tillod mig endda, at skue lidt ekstra højt op for volumeknappen (undskyld kære naboer).
Nu ønsker jeg på ingen måde, at forklejne vores hjemlige nationale scene, så langt fra. Men den for mig suverænt største opera oplevelse fik jeg, da man transmitterede Donizettis lyriske operatragedie i tre akter: ”Roberto Devereux” i en opsætning fra München Nationalteater fra 2005. Det bliver den, der for mit vedkommende løber med mine fem største stjerner. Om det så skyldes, at der var tale om en opera, jeg end ikke anede eksisterede, skal jeg lade være usagt. Men det var en helt i gemmen sublim og super oplevelse af fantastiske sangere, et velspilende orkesteret og en spændende scenografien – alt i absolut verdens klasse.
Operaen handler om Jarlen af Essex, (Robert Devereux), der er i 1601 vender hjem fra Irland til en anklage om forræderi og som den engelske dronning, Elizabeth 1., er dybt forelsket i, samtidig med at hun har en mistanke om, at han elsker en anden. Og som det ofte i operahandlinger, tilbyder hun naturligvis at skåne hans liv, hvis han afslører navnet på hendes rivalinde. Det nægter Robert selvfølgelig så derfor må han, som det lige så forudseligt sker i en opera, slutte med at han må gå den lange vej til skafottet.
Men nok om DR’s temauge, for det er egentlig ikke den primære årsag til at jeg har sat mig til tastaturet. Nej min bevæggrunde stikker dybere!
De fleste har nok set tv-reklamen, hvor skuespilleren Henning Jensen fortæller om en mareridts uhyggelig og grim drøm, hvori han siger: ”Jeg havde en besynderlig drøm i nat. Det hele brændet – det var grusomt og smukt” og hvor vi som tilskuer ser, Det Kongelige Teaters Gamle Scene på Kongens Nytorv brænder. Tv-reklamen slutter med, at en anden skuespiller, hvis navn jeg med skamme ikke lige kan se hvem er, senere i garderoben spørg Henning Jensen ”brænder det stadigvæk? ” Svaret forbliver ubesvaret!
Lad os for alt i verden håber det aldrig kommer til at overgå, hverken dette gamle smukke traditions- og sagnomspændende hus, eller for den sags skyld, et hvilken som helst anden kulturel bygning, hverken bogstaveligt eller i overført betydning.
Som alle andre er også jeg fuldt opmærksom på, at Danmark, Europa og USA m.fl. pt. gennemlever en dyb gældskrise. Nu er jeg oprindelige ikke uddannet i økonomi, men blot som en ganske almindelig og jævn kok. Så derfor vil det være lidt vel useriøst, hvis jeg forsøgte mig ud i en større udredning elle analyse om hvorfor og hvad, der er den dybere årsag til den finansielle og økonomiske krise som har ramt verden. Dog burde det vel ganske tydeligt for enhver, at Danmark lykkeligvis ikke er nær så hårdt ramt som eksempelvis Grækenland, Irland, Spanien, Portugal eller Italien.
Desværre er det oftest sådan, at det være en endog særdeles vanskelig opgave for de nationale regeringer, at få sine befolkninger til at forstå og accepterer, at selv om der på mange områder må og skal findes besparelser, omprioriteres og rationaliseres på mangt og meget – og det i en sådan grad vi ikke har set magen til i nyere tid. Men lad for alt i verden ikke disse økonomiske udfordringer ramme kunst og kultur området. For selvom hver en krone naturligvis, må og skal drejes og vendes indtil flere gange inden den bruges, så er slut facit når det gøres op, at den samlede udgift til en aktivt, varierende og alsidigt kunst og kultur liv, når alt kommer trods alt handler småpenge.
Derfor er min appel, ikke kun til den nye regering, men til hele Christiansborg og alle landets kommuner, frihold for alt i verden kunst og kulturstøtten for besparelser. For hvad er det, der såvel på kort, men ikke mindst på lang sigt, giver en nation sin selvforståelse og national stolthed? Jo, det er, at man kan tilbyde sine borgere et bredt aktivt, alsidigt kunst og kultur liv til glæde og gavn for enhver, hvad enten der er tale om enkelt mennesker eller om samfund i al almindelighed. Kunst og kultur er, om noget medvirkende til, at vi udvikler og forny os ud fra ønsket om at tilbyde netop et bedre liv for den enkelte samt et endnu mere sammenhængende, tolerant og mangfoldigt samfund end det vi har – nu og i fremtiden.
Netop den viden, og de politiske prioritering har man i årtier haft i bl.a. to lande vi ellers normalt ikke sammenligner os med.
Et eksempel er Letland. Jeg er så heldig at have en kæreste, som er bosiddende i Riga, og han fortalte mig for nogle år siden, at noget af det første politikkerne i Letland besluttede sig for, efter at man i 1991 igen blev en selvstændig nation så var det netop, at prioritere brug af statslige midler ikke kun til en tiltrængt istandsættelse og restaurering af deres forfaldne og i sovjettiden misligholdte operahus, men så sandelig også kunst og kulturlivet i sin bredeste forstand. Begrundelsen, som jeg har forstået det, var den, at man netop gennem et aktivt, bredt og forskelligartet kunst og kulturliv så har mulighed for at genopbygge og fremme ens nations selvforståelse. Og jeg tror faktisk på det var rigtigt set, uden jeg dog dermed skal kloge mig vanvittig meget på, hvilke resultater man siden Letland har opnået ved at træffe denne beslutning.
En ting ved jeg dog, og det er, at når jeg er i Riga, så lægger jeg altid vejen forbi Operaen i Riga, for med deres billetpriser – en god plads kan købes for, hvad der svare til 35 – 50 kr. – har i hvert fald jeg råd til at betale – og det med glæde. De lave billetpriser har jeg endda betydet, at nu ikke kun går til operaforestillinger men endda har oplevet et par ballet forestillinger i det samme hus. Noget for blot få år siden aldrig i min begrænsede fantasi troede jeg skulle få så stor interesse for.
Mit andet eksempel handler om Venezuela, hvor man i årtier gennem deres berømte musikundervisningssystem for børn og unge ”El Sistema”. Et ”system” som er blevet et forbillede også for mange andre lande. Som jeg har forstået det, så handler ”El Sistema” om, at man på nationalplan satser endog mange penge på netop at styrke musikundervisningen, primært blandt landets deres mange fattige børn og unge. Den Venezuelanske politik gå i al sin enkelhed ud på, at ethvert barn eller ung imens han eller hun går i skole får udleveret et musikinstrument, og at man gennem en intensiv og opprioriterede musikundervisning bl.a. har opnået det resultat, at mange kommet væk fra blot at hænge ud på gader, stræder og på plader for blot at lave ingenting, eller i værste fald kaste sig over kriminalitet. Man har ved at satse massivt på musikundervisningen opnået det, at mange børn og unge ikke kun oplever, at de har fået noget (et musikinstrument som de passer på), men ”systemet” har også givet dem en stærk følelse af et socialt fælles- og kammeratskab med sine klassekammerater og en stolthed, måske særligt nok når man lader disse børn og unge optræde med skolekoncerter i det lokale samfund.
Og for de – og det er en hel del – hvor det viser sig, at de har et helt særligt talent så har tilbudt dem en plads på Simon Bolivar Konservatoriet, hvormed de således har haft mulighed for at skabe sig en karriere indenfor musiklivet. Det gælder bl.a. for den nu verdens berømte 38-årige tenor Aquiles Machado, der allerede som 16-årige havde hans debut i 1996 i Venezuelas hovedstad Caracas, hvor han sang en af de klassiske Bel-canto-roller ”Nemorino” i Donizettis opera ”Elskovsdrikken”. Hurtigt nåede rygtet om hans talent vidt omkring, og i 1998 sang han samme parti på Washingtons National Opera, hvilket siden blev begyndelsen på i første omgang hans amerikanske karriere, hvor han nu synger de store italienske tenorpartier som fx ”Rodolfo” i Puccinis La Bohème. En rolle, der i øvrigt også blev hans debut på New Yorks Metropolitan Opera i 2003. og senere er det så blevet til en international karriere igen da han i 2007 debuterede på selveste Scala Operaen i Milano.
Så for mig handler kunst og kultur altså om mangt og meget. Det handler bl.a. om splittelsen mellem sex og kærlighed til en fortælling fra kunstneren til beskueren. Og det hvad enten vi taler om, film, koncerter, musik, ballet, skuespil, billedkunst, skulpturer mv. eller, som jeg her primært har fokuseret på, den klassiskmusik og på den klassiske opera. For Kunst og kultur er et evigt gyldigt dilemma mellem kunst, passion, lidenskab, arbejde og så drømmen om, at vi ”alle” kan leve et lykkeligt, nærværende og indholdsrigt liv, hvad enten man er barn, teenager, voksen eller ældre. Derudover handler kunst og kultur også om et stærkt socialt fællesskab og et tilhørsforhold på tværs af nationalitet hvad enten man eksempelvis er dansk eller kommet her til landet fra et andet land. Kort sagt, kunst og kultur handler for mig om, at give mulighed for at de der ønsker at leve i nuet, og ikke ønsker sig tilbage til tiden fra dengang, hvor verdenen var af lave, kan få den mulighed.
Derfor er det mit håb, at vores nye kulturminister og alle hans kollager på trods at partitilhørsforhold på Christiansborg vælger, at opprioriterer såvel ved den kommende 2012 finanslov såvel som de kommende, at man lever op til det man i øvrigt kan læses på Kulturministeriet egen hjemmeside, hvor man (her dog i en let omskrevet form) beskriver kulturbegrebet således:
Kultur ikke er noget, man har. Kultur er noget, man gør.
Kultur er noget, som skabes mellem mennesker.
Kultur altid er i forandring, og det handler ikke om én persons handlinger begrundet i personens kulturelle baggrund, men om at give plads og rum til at lade en lang række andre faktorer spiller ind, som eksempelvis køn, alder, uddannelse og ikke mindst kreativitet.
Kunst og kultur er altså ikke et simpelt spørgsmål om, hvad man selv kan se, men det handler om hvad man kan få andre til at se. Og hvor ville det være flot og stort, hvis vi i her 50 året for etableringen af vort danske Kulturministeriet, med Socialdemokraten Julius Bomholt som verdens anden udnævnte kultur minister i verden – (Franskmændene kom naturligvis først, da præsident Charles de Gaulle i 1959 oprettede verdens første Kulturministerium, med udnævnelsen af forfatteren André Malraux som Kulturminister) – alle besluttede os for at leve op til disse ord.
Meget har naturligvis ændret sig i de 50 år der er gået siden Julius Bomholts udnævnelse som Kulturminister. Vi har siden haft mange vidt forskellige ministre siddende i Kulturministeriet, nogle naturligvis mere markante end andre, for sådan fungere et demokratisk samfund nu engang.
Når jeg kaster et tilbageblik på de efterfølgende 18 kulturministrere så er der klart nogle, der har formået og løftet opgaven bedre end andre. Jeg tænker umiddelbart på Hans Sølvhøj, Bodil Koch, Kristen Helveg Petersen som værende dem der brændte særligt for kunst og kultur herhjemme, om end de dog næppe opnår samme niveau som Niels Matthiasen, der i to omgange sad som kulturminister (1971-1973 og igen fra 1975-1980). Men siden 1980 og til nu synes jeg ikke ærlig talt ikke at Kulturministerposten – og det er muligt skrevet med urette, men så håber jeg på tilgivelse – rigtigt har været besat med ministre, der sådan for alvor brændet netop for et bredt, alsidigt, mangfoldigt kunst og kulturliv i herhjemme. Særlig grældt gælder det for tre af de fire konservative ministre Grethe Rostbøll (1990-1993), samt katastrofen af dem alle Brian Mikkelsen (2001-2008) men også Carina Christensen (2008 – 2010). Om Per Stig Møllers korte tid som Kulturminister ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om, for på den post sad han kun i så kort tid.
Nu er Kulturministerposten så besat af den radikale Uffe Elbæk (personligt have håbet på socialdemokraten Mogens Jensen). Men Uffe Elbæk skal naturligvis som nyudnævnt Kulturminister have en fair chance for, at vise hvad han indeholder. Han har bestemt gjort det godt tidligere på en række andre områder. F.eks. da han i Århus blandt andet en af initiativtagerne til kulturudvekslingsprojektet Next Stop Sovjet og uddannelsen KaosPiloterne og siden da han i København var direktør for den internationale sports- og menneskerettigheds begivenhed World Outgames i 2009 (Homo OL).
Det kræver blot, at han griber muligheden og ikke tøver eller fortsætter som han er startet, ved at kommen med nogle for mig at se, helt uforståelige udtalelser om, at han hellere ser institutioner nedlagt frem for at beskære dem.
Så personligt synes jeg ikke han er kommet godt fra start – men som nævnt, Uffe Elbæk skal have en fair chance, for som han også har udtalt: “Jeg tror på dialog, fællesskabet og at Danmark bør indgå i forpligtende internationale relationer. Det er vigtigt, at kulturinstitutionerne åbner sig over for samfundet, når nye målgrupper og fortæller nuancerede historier”.
Lad min afsluttende appel være, lad os en gang for alle, prioritere og vægte kunst og kulturlivet og løfte området så de, som påstår at det kun er noget for de velhavende og for den finkulturelle ”klasse” komme til den erkendelse, at det er forvrøvlet sluder, hvilket også Julius Bomholt” udtalte allerede før han blev udnævnt som Danmarks første Kulturminister tilbage i 1950’erne: ”Vi ved, at kunsten har holdt flyttedag. Den er ikke længere knyttet til et fåtal af rigmandshjem, men til folket og dets institutioner”.
Men det forudsætter naturligvis at vi (befolkningen og politikerne) vil kunsten og vil kulturen! Og at vi som samfund ofre og investere i det som det nu engang koster, frem for også at lade dette område blive ramt af den økonomiske og finansielle globale og nationale krise.
Nedenstående indlæg er blevet bragt i Politikken Søndag den 25. september
Nogle gange kan man godt få det indtryk, at vi danskere har udviklet os til at være en nation af ureflekterende gedigne brokkehoveder.
Det virker rent ud sagt, som om vi ikke ønsker udvikling og fremskridt her i vort gamle fædreland, men blot tænker tilbage på dengang, vi alene var et samfund fyldt med blomstrende stokroser, gamle stråtækte bindingsværkshuse og hestetrukne køretøjer.
Når jeg tænker tilbage på, hvilke spændende og fremsynede initiativer der har været fremlagt og er blevet debatteret – ja, blot i de seneste 30 år – findes der vel næppe det, som danskerne ikke har brokket sig over.
BYGGEBROK. Danskerner vånede sig ved udsigten til en fast forbindelse over Storebælt. I dag er forbindelsen bredt accepteret, mener debattør. FOTO: ADRIAN JOACIN
Lad mig blot nævne eksempler på de projekter, som jeg lige umiddelbart kan komme i tanke om:
Amaliehaven i København, indviet 1983 – som dengang forårsagede stor debat og kritik.
Storebæltsforbindelsen, der heldigvis – men bestem ikke uden sværdslag – blev vedtaget i Folketinget i 1986 og stod helt færdig i 1998.
Øresundsforbindelsen mellem Danmark og Sverige, nærmere bestemt Amager og Skåne, der til trods for bl.a. en række miljøorganisationers massive protester – helt ubegrundede, viste det sig – fordi man frygtede, den ville skade havmiljøet – blev indviet 2000.
Krøyers Plads, Christianshavn – højhusene, der efter massiv modstand i 2005 desværre alligevel ikke blev til noget, til trods for den fantastiske og utraditionelle arkitektur.
Metroen til Københavns Lufthavn, der gudskelov blev åbnet i 2007, selvom mange – særligt på Amager – var voldsomt imod, at den ikke blev gravet ned på en del af strækningen.
Skulpturen ’Store Robert’, tegnet af den afdøde danske kunstner Robert Jacobsen, som skulle have stået ved indsejlingen til Københavns Havn, blev droppet i 2008 – men nu lader det heldigvis til, at den alligevel opsættes i Aarhus.
Og nu er det så, den planlagte betalingsring (et uskønt ord – ville selv hellere have haft, at S-SF havde markedsført dette initiativ som en ’trængselsafgift’) for, at køre ind i Københavns centrum, der hos mange vækker massiv modstand, uanset at det fungerer i bl.a. Stockholm og London, og som om noget vil mindske udslippet af CO2 og dermed forhindre, at i tusindvis af københavnere skal døje med luftvejsinfektioner – ja endda en alt for tidlig død for mange.
Hvor er danskernes positive syn og ønsket om fremskridt og udvikling blevet af? Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Men jeg er jo også blot en ganske almindelig borger her i denne engang så stolte nation.
»Den bedste måde at forudsige sin fremtid på er ved at skabe den selv«; citat John Evan-Jones.
ooOoo
Opfølgning (Det som ikke blev sendt og derfor heller ikke trykt i Politikken):
Nu er vilkårene for at få bragt et debatindlæg i Politikken naturligvis den, at man skal begrænse sig. Det har så i dette indlæg resulteret i, at jeg alene har forholdt mig til danskernes tendens til at brokke sig over snart sagt, hvad som helst. Lad mig understrege, at jeg bestemt intet har imod en kritisk tilgang til forandringer for naturligvis bliver der besluttet meget skidt.
Men jeg kan alligevel godt savne, at man havde en lidt mere positiv tilgang til eksempelvis by-, trafik- og miljøudvikling, og det er det jeg ikke synes mange danskere har – det er det jeg kritisere. Det virker på mig som om, mange siger ja til dette og hint, blot det ikke lige kommer til at lægge op ad min baghave. Og så er det, at intet sker, at vi ikke som samfund udvikler os og følger med tiden. Så er det vi bliver nostalgiske og skure tilbage til tiden med stokroser, stråtækte bindingsværkshuse og gammeldag landsby ”idyl”.
Derfor var og er min intension med debatindlægget blot, at vi alle lige stopper lidt op, reflektere lidt over det som planlægges – også i vores by, vores baghave – for så er det planlagte måske alligevel ikke så skidt endda. Men for guds skyld lad os tage debatten, men tage den med afsæt i at være mere positiv og fremadskuende. Kun derved opnå et – noget nær – perfekt samfund (hvis altså, et sådan findes)?
Super god valgvideo fra Socialdemokraterne (ja, selv blandt Berlingske læses er den med 38 % blevet kåret som værende den absolut bedste og mest kreative). Og hvor er det bar skønt at S fortsat husker vores gamle historiske rødder, bl.a. at det jo var os der indførte Folkepensionen. Det glæder mit gamle røde bankene arbejder hjerte.
Synes især ”stemmen” fra gode gamle Thorvald Stauning, der siger: ”De har glemt os, vi skabte den velfærd som nu bliver kørt i sænk af disse blå dværge at den blå farve varsler nattens kommen”, og da H C Hansen i indledningen fortæller ”I krisetider gælder det om at tænke nyt. I 1957 da vi iværksatte vi folkepensionen tænkte vi først og fremme på at skabe tryghed for alle” eller Jens Otto Krag der på et tidspunkt siger: ”Den eneste vej ud af krisen er at tage arbejdshandsker på”, for så til sidst at se disse gamle kæmpere live lidt op da Helle Thorning-Schmidt giver dem alle et lille kampklart blik med hendes venstre øje.
Jo, vi skal nok genvinde magten ved dette FV – vi kan ikke have af den Blå blok der lader sig køre rund i manegen af en Pia Kjærsgaard fra (u)Dansk Folkeparti og hendes for mig at se total intollerente og udanske fremmede fjendske politik.
Forslaget fra S-SF om en betalingsring (indførelse af trængselsafgifter) har fået mange helt op i det ”røde” felt. Det er der sådan set ingen grund til at løbe fra, det er heldigvis demokratiets vilkår. Spørgsmålet er så om de borgerliges argumenter har noget at have deres bekymringer i? Personligt synes jeg det ikke, for heldigvis findes der veldokumenteret og positive erfaringer som vi her i København kan trække på fra tilsvarende systemer i bl.a. Stockholm og London.
S-SF's forslag om en betalingsring i København
Det fremgik i et 25 min langt og radioprogram sendt den 31. august på P1. I programmet medvirkede bl.a. trafikforsker lektor Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet der om systemet i Stockholm kunne fortælle, at man efter en prøveperiode og stærk modstand startende med en betalingsring i 2006 senere efter en folkeafstemning blandt stockholmerne og borgerne i omegnskommunerne, valgte at sige ja til en permanent ordning som nu har resulterede i en permanent ordning der har fungeret siden august 2007.
Med til historien hører, at 75 % af befolkningen før systemet blev indført var imod. Men det høre samtidig med at de seneste meningsmålinger nu viser at nu, 70 % er for systemet heriblandt også mange butiksindehavere, erhvervsdrivende og de håndværksvirksomheder bl.a. fordi systemet viser at man nu kommer væsentlig hurtigere frem og dermed spare tid og lønomkostninger som kommer jo i sidste ende kommer kunderne til gavn. Det fremgik også af udsendelsen har systemet har i Stokholm medført en 20 % mindskning i trængselen, og dermed en væsentlig reduktion af CO2 forureningen, hvilket også har haft positive resultater hos de mange der led af luftvejsinfektioner.
Også i London (der som bekendt har en konservativ overborgmester – vel at mærke en borgmester der blev valgt for hans støtte til systemet) har man med succes et tilsvarende system som det S-SF nu heldigvis foreslås indført omkring København. Systemet i London blev indført allerede i 2003, og man har nu endda fået en nyere og udvidede version. Resultaterne i London viser at systemet har betydet en 20 % mindskning i trafikken, og hvad der er nok så bemærkelsesværdig så kommer byens busser nu hurtigere frem fra før12 km/ttil nu i gennemsnit17 km/t.
I S og SF’s forslag taler man ganske rigtigt om, at hver passage – vel at mærke i myldretiden – skal koste 25 kr.. Men hvad det danske forslag derudover også indebærer, så foreslår man en 40 % nedsættelse i prisen på månedskort og 25 % i prisen på klippekort. Og ser vi igen på erfaringerne fra systemet i London, så planlagde man oprindelig anskaffelse og indkøb af 20 % flere busser, men, det har nu vist sig, slet ikke at være nødvendigt, da busserne nu kommer 20 % hurtigere frem.
Så – som med alt nyt – mange er skeptiske (måske lige med undtagelse at Finansministeriet embedsmænd, som anbefaler en betalingsring, med som Lars Løkke Rasmussen vælger ikke at lytte til for alt nyt,) men når der er gået noget tid, så viser det sig at det så men ikke gik så galt som man frygtede, snarer tværtimod mange kan slet ikke forstå, hvorfor man ikke indførte langt tidligere. Jeg frygter i hvert fald selv intet ved den kommende betalingsring omkring København, jeg glæder mig over den bedre trængsel, fremkommelighed, mindre luftforurening og færre folde der enten får luftvejs lidelser eller i værste fald dør af det. Så jeg kan næsten ikke vente, og så må modstanderne så men gerne kalde det for den for en københavnsk udgave af Berlinmuren.
Endelig fik statsministeren taget sig sammen til at få udskrevet valg til Folketinget. Jeg fristes til at sige bedre sent end aldrig, for det var også på høje tid! Nu har mange politikere og især alle landets forskellige medier stort set ikke talt om andet det i valg. Ja så meget at Danmark var havnet i en nærmest handlingslammede politiske situation som ingen kan leve med.
Ødelagt valgplakat af Yildiz Akdogan - øv, for jer der har gjort det er... Ja jeg har ikke ord for det!
Men det er ikke det, som dette debatindlæg skal handle om, eller for den sags skyld, at jeg personlig længe har set, at vi får en ny regering – og meget gerne en S-SF (og gerne R) regering ledet regering af Helle Thorning-Schmidt. Men nok om det.
Som bekendt er det i vores demokratiske del af verden tradition for at man i forbindelsen med valg, for at opnå flest mulige stemmer der støtter ens politiske parti og ens personlige kandidater, at enhver engageret borger og politiker begive sig ud på gader, stræder, besøger gymnasier, plejehjem, virksomheder og forsamlingshuse for personligt at møde vælgerne for at overbevise os hver især om, at det netop er han eller hende vi skal sætte vores kryds ud for.
Men der udover er det også tradition, at byen mange lygtepæle klistres til med al verdens valgplakater. Nu tvivler jeg personligt på, at de mange tusinder af valgplakater er det der rykker mange stemmer. Men en ting er plakaterne medvirkende til! Nemlig, at enhver borger nu bliver gjort opmærksomme på, at valget er udskrevet og at det er tid til, at gøre brug af vores grundlovsbestemte og demokratiske ret, til at være med til at udøve vores indflydelse og støtte sin personlige kandidat eller det parti man ønsker valgt ind i Folketinget.
Og som der er ved et hvert valg – hvad enten det er i lejerforeningen, grundejerforeningen, sportsforeningen, menighedsrådet, rådhuset eller som nu folketinget – er det op til os hver især, at stemme på netop den kandidat eller det parti som vi tror på kan indfri netop vores individuelle personlige synspunkter, ønsker og forhåbninger for den næste valgperiode.
Men for at komme til sagens kerne med dette indlæg, så er det, som har gjort mig så forbandet ærgerlig det, at der åbenbart er personer her i landet, som kun har en ting at bruge deres tid på nemlig at udøve hærværk imod de mange valgplakater der hænger rundt om i lygtepælene i hele landet. Og denne gang er særligt gået ud over valgplakaterne billedet af Socialdemokraternes kandidat Yildiz Akdogan.
Udover at jeg personligt bliver så forbandet skide sur og ærgerlig, over at disse hærværks og udemokratiske mennesker med deres tilsyneladende hjernedøde tankegang synes, at det vigtigste for dem, er at bruge al deres tid på at– ja, undskyld udtrykket – at ”pisse” på os, der frivilligt arbejder på og, rent faktisk bruger timer og atter af timer på at kæmper, knokler for bl.a. at kravle op for i byens lygtepæle for, at hænge i hundredevis af valgplakater for netop den folketingskandidat vi har valgt at stemme på og har vores personlige sympati.
Nuvel udover at jeg bliver ærgerlig og nødvendigvis må lever med at der findes sådanne vandaler, så ændre det ikke ved at jeg ikke forstå, hvad skal det til for? Jeg forstår det ganske enkelt ikke, hvorfor og hvad der for Jer til at være så utroligt tarvelige og så usle individer. I Kan ganske enkelt ikke være det bekendt, I burde skamme jer og det i en sådan grad, at jeg ikke har ord for det!
Lad det være slået fast, at jeg ikke er specielt teologisk kyndig, men blot betegner mig selv som en ganske almindelig troende kristen. En der i ny og næ går i folkekirken om søndagen, eller hvad der nok mere gælder for mit vedkommende, indtager mig friskbagte bager rundstykke og drikke min sene morgen te imens jeg sætter mig ved køkkenbordet og lytter til højmessetransmissionen i P1 hver søndag fra kl. 9.55.
Derudover er jeg i øvrigt ikke barnedøbt i den danske folkekirke, hvilke vist nok var noget ganske almindeligt i hvert fald her i København da mine forældre i begyndelsen af 60’erne fik mig. Som jeg ved det var Gud bestemt ikke noget de gik så vanvittig meget op i. Men døbt er jeg dog, for det blev jeg senere i livet. Det skete nemlig efter at jeg i år 2000 havde været på et langkursus ophold på Løgumkloster Højskole, og efterfølgende valgte at gå til præst og dåbs forberedelse hos Bent og Vita Andreasen, præster og forstanderpar på netop Løgumkloster Højskole, fordi jeg efter mit kendskab til bl.a. det smukke sønderjyske landskab og højskole livet her opdagede at der var noget som jeg i mit liv manglede – nemlig noget konkret at tro på, og et fast ståsted i netop mit liv. Så derfor blev jeg lykkeligvis også den 1. søndag i advent voksendøbt ved en selvstændig ceremoni efter den almindelige højmesse Løgumkloster Kirke.
Med andre ord, jeg betegner mig altså som et troende menneske. Men derfor sker det ofte at jeg alligevel stiller det spørgsmål, som sikkert også mange andre kristne ganske ofte stille sig, findes Gud og hvis Han findes hvor var han så hende mennesker et eller andet sted i verden bliver ramt at naturkatastrofer, vold, mord eller sygdom. Og er det ikke sådan at vi selv hver især som oftest altid præcist husker, hvor netop vi selv var da der skete en række voldsomme begivenheder her på kloden?
Hvem erindrer ikke, hvor vi selv var og hvad vi foretog os præcis den dag da terroren den 11. september 2001 ramte New York? Og husker de fleste af os ikke også, hvor vi var da tsunamien skyllede ind over de asiatiske kyster 2. juledag 2004 og dræbte hundrede af tusinder mennesker og da disse naturkræfter senere igen ramte den japanske kyst den 11. marts 2011.
Og husker vi ikke også alle hvor vi selv var da en enkelt gal mand slå til i Oslo og på Utøya og den 22. juli 2011 med hjemmelavede bomber og koldblodigt med skydevåben og efter at have set han ofre direkte i øjerne dræbte og skyd henved 70 uskyldige unge teenagere og vokse mennesker.
Og stiller vi ikke som kristne det spørgsmål, hvor er Gud når Afrikas Horn rammes af tørke og hungersnød der dræber i tusindvis af mennesker. Forstår vi så ikke, hvis forældre stiller sig præcis det spørgsmål, hvor i al verden var barmhjertighedens eller retfærdighedens Gud da de måtte flygte fra ens tørkeramte landsby eller da de måtte lægge et eller flere af sine egne børn i graven, fordi de døde af sult.
Og på samme måde, er vi mange der når vi tænker på os selv og på den skæbne der måske har ramt os selv. Husker vi ikke selv præcis hvor vi var da vi modtog beskeden om, at vi var smittet med hiv, cancer, sclerose eller en anden alvorlig og invaliderende sygdom, ligesom de fleste huske hvor vi selv var da ens kæreste, barn eller ægtefælde døde af en uhelbredelig sygdom.
Det er derfor jeg nogle gange når jeg vågner, alligevel ikke kan lade være med at stille mig det spørgsmål: Findes der en Gud, og hvis Han er til og findes, hvor i alverden var han så henne præcis på den dag da vi (eller de) allermest havde brug for, at netop Han holdt Hans beskærmende hånd over os!
For jeg husker nøjagtig hvor og nøjagtig hvad jeg lavede den 11/9 2001, 26/12 2004, 11/3 2011 og den 22/7 2011 – hen nuvel, jeg er ikke Gud, men blot et ganske almindeligt jordisk menneske der nogle gange tvivler på min kristne tro.
Når nu vi som ganske almindelige jordiske væsener, vi ved jo præcist godt hvor vi selv var og hvad vi gjorde på netop bestemte skælsættende dage og datoer i vores liv. Hvordan – og undskyld udtrykket – hvor i helvede var netop Gud og hvad fanden beskæftigede Han sig med netop den netop den dag da vi eller de der var ofre havde allermest brug for Ham og Hans beskærmende hånd! For slet ikke at tale om, hvordan kan Gud om hvem det siges at Han er den barmhjertige Gud og holder Hans beskærmende hånd over os alle herunder at Han tilgiver en mand som eksempelvis Anders Behring Breivik? Jeg forstå det ganske enkelt ikke og jeg tvivler dybeste set på, at jeg nogen sinde kommer til helt at forstå hvem Gud er og om han virkelig findes!
Nye kommentarer